Her er der indslag fra læserne m.fl. om bl.a. jagtoplevelser, samme regler som for bukkesiden - man må være anonym, hvis jeg kender indsenderen og det er alene mig der vurderer om indsendt stof egner sig til denne side - Jeg forbeholder mig også ret til at tilpasse tekst og billeder, uden indsendere får det til gennemlæsning inden offentliggørelse!

------------------------------

Beretning fra Torben Hansson: "Ankom til jagthytten og skrev mig ind kl. 1400, hvorefter jeg kørte over til område 7 og sneg mig en tur rundt i skoven inden jeg satte mig i min yndlingsstige – efter 5 minutter i stigen, kom en pæn rå ud fra skoven og gik målrettet mod majsen i remisen. Den standsede kortvarigt op på det traktorspor, der ligger nærmest remisen og jeg skød til den – den faldt pladask om på ryggen og spjættede et par gange, hvorefter den rejste sig og gik væk fra mig i pæn gang – den satte pludselig farten op og gik skråt over mod skovkanten, hvor den gik ind – jeg kunne følge den i lang tid gående mindre end 10 meter inde i skoven, men pludselig kunne jeg se den længere. Jeg gik frem til anskudsstedet, men kunne ikke finde et eneste spor og da jeg var helt sikker på, at jeg havde truffet hvor jeg ville og ikke ønskede at ødelægge eventuelle spor, besluttede jeg at ringe efter en schweisshund og dens fører! Det viste sig at Mogens Andersen havde ødelagt et olierør i sin bil, så vi aftalte at jeg skulle hente ham (vi er jo næsten naboer) - Vi kørte ud til anskudsstedet og Mogens måtte også konstatere, at der ikke var til at finde hverken schweiss eller hår på stedet. Efter min beskrivelse af råens reaktion på skuddet, mente han, at der kunne være tale om en tapskydning, hvilket jeg absolut ikke var enig i. Pludselig havde hunden fået fært (vi prøvede at se hvad der havde ”tændt” den, men kunne stadig ikke se noget) og fortsatte mod det sted hvor jeg havde set råen gå ind i skoven. Nu gik det hurtigt og Mogens havde svært ved at holde hundens tempo og pludselig ”kastede” hunden sig over råen, som lå død i skovbunden næsten 150 meter fra det sted, hvor jeg havde skudt den. Foran munden lå en stor mængde lungevæv og i udgangshullet sad en prop af lunge. Indgangshullet sad i den rigtige højde, men dobbelt så langt bag bladet, som jeg havde beregnet det ville gøre, med den vind (6 m/sek) jeg havde ”indlagt” i mit sigtebillede. Min erfaring, om at adrenalinen kan få dyr, der egentlig er dødskudte til at udvise helt normal adfærd og gå langt, blev bekræftet og jeg fik genopfrisket min lærdom om vindens indflydelse på skuddet. Hjem med Mogens og retur til en rå der skulle brækkes... Så hvad bragte denne eftermiddag: Glæde ved et skud som i første omgang så godt ud – undren over at råen rejste sig – frustration over at den tilsyneladende ubesværet kunne forlade valen – undren oven at man ikke kunne finde nogen form for spor – beundring ved at se en hund, der kunne sit arbejde – og endelig glæde ved at finde det døde dyr og konstatere at skuddet ”ikke havde været så ringe endda”. Og moralen må være, at man skal være overordentlig sikker på at have skudt forbi, hvis man ikke skal kontakte en schweisshundefører!" (Billedet er fra mit arkiv og har intet med situationen at gøre).

Beretning fra en elgjagt: Læs mere om Johannes første elgjagt her: HER

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det betaler sig at tigge og plage om indlæg til denne side! Flere melder nu om oplevelser.. 3 i denne uge! Herligt! Billedet t.v. viser at  fasaner har bodyguards! (Eller også venter de på at Annette kommer forbi med foderspanden!).... (Tak til Mogens Lendorff).

 

 

 

 

 

 

 

 

Fra Tommy: En lille god buk, som sikkert bliver interessant til næste år. MEN et opråb til alle! Lad nu være med at skyde alt råvildtet, det er ikke alle der har råvildtsyge. LÆR dit råvildt at kende og skyd kun dem som du med bestemthed kan se er smittet med den f......... sygdom. Med ønsket om en fortsat god efterårssæson. Tommy Hemmingsen

 

 

 

 

 

En dag på havet: "På opfordring fra Ørnen, kan jeg her berette om en dag i forrige weekend hvor konen havde bevilliget tilladelse til at båden blev søsat og bugten blev testsejlet..Jeg havde netop klargjort båden og var trukket i den hvide flydedragt da Ib ankom til pladsen. Båden var pakket med GPS, geværer og bunker af krudt som gerne skulle brændes af på nogle gode fugle..Båden blev sat i vandet, og slaget skulle stå i Køge bugt… Den nye havjæger, fik hurtigt lært at man nemt kan skyde forbi når man sidder i en gyngende stol..

Et godt skud fældede den første Edderfugl i opfløjet og den faldt dødskudt på vandet få meter fra båden.. Den næste flok ænder blev spottet.. uden at vide helt hvad vi sejlede til, brugte vi en 20 minutter på at sejle til hvinænder.. som traditionen tro lettede på 400 meters afstand.. Et par minutter senere med flittig brug af kikkerten, var vi på vej mod endnu en lille klat fugle, som kikkerten havde afsløret på en bølgetop..Skipperen (mig selv sagde den), var ikke sikker på hvad slags fugle det var.. – mistanken så på knortegæs som vi havde set en del af i bugten..

Men under indsejlingen, på ca. 100m afstand gik det op for os at det var Canadagæs som havde lagt vejen forbi bugten, og som nu lå og kiggede på os..En svær indsejling til fuglene senere, med kun øjnene stikkende over rælingen, lykkedes det at komme vel indenfor forsvarlig skudafstand, og på 15 meter lettede den lille flok på 5 fugle..En af dem måtte tilbage i vandet… Skudt i opfløjet efter at have sneget sig ind på dem, er en canadagås en mægtig fugl at få ombord JEndnu to edderfugle måtte lade livet inden turen var forbi og et par timer på havet var brugt.. Mange fugle blev set trække fra nord mod syd og omvendt, og en lille bunke brugte patroner var samlet i bunden af båden..  Man samler jo op efter sig når man sviner lidt" J  MVH Martin Møller

Endnu en uge hvor ingen ud over mig sæl har oplevet noget... Men så må I leve med mine, for en hjemmeside uden liv er som en fugl uden vinger... Min rammekrise tog endnu et dyk lørdag, 9 skud og en fugl - så jeg skiftede geværet ud med kameraet midt på dagen! Se mine/andres pletskud - KLIK her. Det skal så lige nævnes at jeg er tilbage på sporet igen. Søndagens lange traveture på Lolland gav tilfredsstillende resultater - men det er en helt anden historie..  Kom nu med nogle billeder og beskrivelser af jeres oplevelser..!!

 

 

 

Det er ikke begrænset, hvad I byder ind med af oplevelser og andet for tiden - det er ganske enkelt INTET!

Let nu r.... og send nogle oplevelser og billeder til alles glæde og munter mobning.

Jeg melder mig selv: Forrige søndag skød jeg 6 skud til fasaner på en jagt, alle forbi! Nok var det vanskelige skud - men... Jagt er sværere end lerduer! Der er fx. ikke træer på en lerduebane... I søndags havde jeg så en oplagt og let skudmulighed til den største hare jeg nogensinde har set.. Den passerede i rent sideskud i luntetrav på 17 meters afstand.

... men geværet hang afladt på vildthegnet, skulle lige snakke lidt med naboen efter tisseturen og der skete jo ikke noget, mens de hårde halse tog den fjerneste remise på pløjemarken......

 

 

... I er også mere end velkomne til at sende nogle billeder fra naturen, men sf. helst med noget relevant tekst..

Et eksempel: "Her er et billede af en lovende gaffelsnegl, som jeg havde for på en tur i terrænet. Jeg besluttede at skåne den! (- også lidt fordi jeg er i krise, hvad angår skydning til bevægelige mål..)!

- nå, så åndssvagt behøver det altså heller ikke at være... men send nu noget!

 

 

 

 

 

Bukke i oktober.. hmmmm?

Karsten fik en god oplevelse - læs den her.

 

 

 

 

 

Vores fanebærer, Ulrik Bach Petersen skriver:

"Som lovet, lige et lille indslag omkring min tur til Grønland!" LÆS DET HER!

 

 

 

 

 

100.000 besøgende! Så er det hele overstået, der var flere indsendere, men kun én der ramte helt præcist! Præmien er sf. på 100 tusind! Nemlig 100 patroner og et gavekort til Cafeteriet til køb af mad og drikke og lerduer for 1000 kr. - måske gi'r han en lille én ;-) For det er en han, som heldigvis ikke gik op i røg... NEMLIG...klik her!

Herfølgejæger mistænkt for at dræbe Rudolfs søn - Julemanden overvejer sagsanlæg!

Læs hele den rystende beretning fra Karstens renjagt i Grønland - mest rystende var dog hans ben - Men det er da en fængende overskrift ;-) LÆS HER!

 

 

 

 

 

 

    

Jens leverede denne. SMS-forløbet: Jeg har skudt svin!.... Fedt! Hvor stor er den?.... Den passer til en Weber-Grill! Så nu har vi fået et nyt ord ind i jagtlaget: En Weber-gris!"

   

Anderledes var det for en der også hedder Jens - den vejede 55 kg og billedet viser arbejdet efter skuddet - specielt arbejdet med at høre på kommentarer fra dem der ikke har skudt en skid og kloger sig på alt... (mig fx.)....

Endnu en Weber, denne gang leveret af Poul - hans 1. gris.

Man bliver træt af at høre al det pral.... Smeden er gået kold - men det er et fedt billede!

 

Den gode nyhed er at råvildtet tilsyneladende har klaret vinteren rigtig godt! Den dårlige er at uanset hvor meget vi har og hvad vi end gør for at "dyrke" det - ja. så kan vi ikke forhindre det i at færdes på steder, hvor jagtloven ikke gælder!

I går fik jeg melding om at en buk var kørt ned på den vej der går lige igennem vores jagtområde - det eneste der var tilbage, var stort set opsatsen... - - Den er så til gengæld også fra den buk, jeg har fotograferet flere gange siden januar og sidst mødte i levende live i søndags (hvor kameraet lå i bilen og han stod på fri mark i flere sekunder på 40 meters afstand!) - HAM havde jeg gerne "kørt ned" d. 16.!!!! PIS!

 

 

 

 

Hilsen fra vores eksporterede bestyrelsesmedlem: Karsten Nielsen sender fotos og oplevelser fra foreningens yderste forpost mod nordpolen - KLIK HER!

 

 

 

 

 

 

Jagtoplevelser fra Sune: Efterårsjagterne er ovre, så nu synes jeg, at alle andre, der får det lille blad eller ser hjemmesiden, skal høre nogle sandheder om, hvad der er foregået. Jeg startede med at invitere Mogens Andersen (korthårsexperten), Michael Sørensen også kaldet Michael (gaffelbuk), Flemming tømrer også kaldet (sportingexperten) på andetræk i den lille sivmose. Korthårsexperten vidste lige, hvordan vi skulle gribe sagen an, ænderne skulle ned og lande på vandet for derefter at blive jaget op og skydes på opfløj suk suk suk.........., da ænderne kom,  skød vi ænder på sjællandsk manér, det vil sige, at de ænder, der skulle have landet, blev beskudt på lang afstand. Undskyldningen var, at det var krikænder, ha ha ha! - men nej Mogens, det var gråænder, der var meget langt væk. Da næste indfløj kom, blev der buldret igen af (samme) person. - det fik mig til at spørge ham om, om det ikke var meningen, at de skulle lande først? Svaret var en noget ubeskriveligt mumlen. Det var ellers en god aften, Mogens, men de drillede dig noget efter... 

Næste episode skete så med Lars Hansen, (også kaldet Lars kortben). Vi kørte en tur ud på rævejagt på  Rodegård.Der er der en kunstgrav, som rævene virkelig holder af. Da vi kommer roligt på plads, og hunden slippes, går der kun et øjeblik før ræven springer! Mr.(kortben) skyder alle sine 2 skud til den med det resultat, at ræven går hårdt ramt tilbage i graven. Jeg siger til Lars, at han skal genlade, men det er jo svært, når ens patroner ligger nede i bilen - som den gode ven jeg er, giver jeg ham 2 skud mere og håber så, at det må være nok..... det hele endte med, at hunden fik trukket den døde ræv ud. (Dette er nok en af de flotteste ræve, der er skudt på mine grave i år) - det var flot Lars. Værre gik det så for min xven, Ove  Jensen (cafeteriaet). Vi var draget på rævejagt, Mogens (korthårsexpert)og jeg. Der var ingen ræve hjemme alle de steder, vi var, men pludselig ringer Ove til Mogens og siger, at han havde set en ræv på Gunnerup.....  Vi får fat på Ove og kommer så ned til graven, hvor der blandt andet springer en flot ræv ud fra remisen, men vi prøver alligevel med hunden. Jeg var for godtroende m.h.t. Oves skydning, og lod min skyder blive i bilen.(Det skulle vise sig at være den største brøler,  jeg lavede) - hunden sætter ræven ud, Ove skyder sine to skud, og ræven løber stadig! ha ha ha ha - det var dejligt at se mr. mesterskytte..... 

Sidste episode kommer så her, den lokale rævejagt skulle holdes, humøret var højt hos alle -det skulle nok blive en god dag! Drillerierne startede Lars (kortben) selvfølgelig med. Det var min påklædning, cowboybukser og en varm trøje, det var ikke jagttøj. Kurt hundetræner bakkede selvfølgelig Lars højlydt op. Det jeg ikke vidste var, at  Kurt var fiskal, men det skulle vise sig at koste mig dyrt, da kliken var efter mig (Lars, Per Prop, Kurt, Michael og flere fra hundeudvalget. . Jeg må erkende, at jeg forlod posten nede på Sct. Annagården, men det var efter telefonisk aftale med Michael (GAFFELBUK) og han sagde, at vi godt kunne begynde at gå dernede fra den bagerste ende af marken. Det, der skuffer mig er, at selv om at han havde sin (gode) korthår på, havde den ikke lært at drive ræven ud af såten. Det kan du træne sammen med den anden korthårsexpert ovre på Gunnerup i rævereservatet.ha ha ha. Dagen sluttede med mad i klubhuset hyggeligt som altid, og bøderne fra jagten skulle gøres op. Det blev så til en kæmpe bunke bøder til mig for at spørge Lars, om han fik kulde på understellet med sine korte ben,og jeg mente, at det var upassende at gå i skridtstøvler.ha ha ha - konklusionen var åbenbart, at hundeudvalget havde et stort underskud, og det skulle jeg rette op for min tidligere ven Kurt. Dette var efterårets beretninger, som de sikkert aldrig ville fortælle alle jer andre....mvh  Sune  Winther. P.S. Englandsturen skal nok blive sjov, nu hvor Kristina fylder 39 år. Det skal blive dyrt hr. bankmand!

License to kill!  Nu har min "jordbesidder" modtaget tilladelse til regulering af krager og/eller husskader på hans ejendom. Den er fluks videresendt til udførelse hos mig - så NU begynder forberedelsen: De nye regler er et stort skridt frem og der er god tid til at planlægge og udføre en seriøs regulering! Men der er også masser af love og regler, der skal overholdes - Vi bør have et "reguleringskursus" - hvem tager initiativet - henvendelse til bestyrelsen! (Men jo, der røg en skade i går! Bare for at fejre det ;-)

Køkultur! Nok sulter dyrene, men de gør det med værdighed! Her er billeder fra Mogens Lendorff, der viser at der er stor tiltro til at der er nok til ALLE! - Også til ham den der handicappede buk med den abnorme opsats...

 

 

 

 

Et lille tip UPDATE: Her ser I resultatet af landmandens kørsel med sneploven! Det er ikke pænt med alt det der jord i det jomfruelige snelandskab - HVIS MAN ER MENNESKE! Dyrene har taget det til sig aldeles med det samme!!! Hvor mange mejsekugler går der mon på en kilometer bar jord i denne tid???

FORHISTORIE: Det langtidige snedække begrænser vildtets muligheder for at finde nok føde til at overleve og have huld nok til at sætte en ny generation ordentlig ind i verden. Jeg er ikke i tvivl om at vintervejret nok skal fjerne de svageste - MEN samtidig kan vi jægere gøre noget for at sætte grænsen mellem svag og stærk! Fodring er selvfølgelig det vigtigste, derefter sikring af at foderet også er til rådighed og endelig at vildtet har ro til at æde.... - gør jer jeres tanker... jeg har ingen løsninger... Men det var herligt at snakke med landmanden i dag: Så længe der er frost - så vil han da gerne køre lidt rundt langs markkanterne med sneploven, - "Den halve time skal da ikke skille os ad!?".... - TJA, sådan kan virkeligheden være....

Endnu en jagtberetning fra årets sidste landjagtsdag: Claus Pallesen leverede 33 duer! Nu er vejret jo lidt specielt i år, men jeg har godt nok hørt mange tale om god duejagt sent på sæsonen, også FØR snevinteren.

Og så har jeg beskåret dette indsendte billede - for nu skal Pallesen koncentrere sig om nogle andre duer!! Skeetskytter og andet snedigt godtfolk vil forstå vinket!! ;-)

 

 

- øvrige læsere kan informeres om at der netop er 25 duer på det beskårne foto - lige præcis det samme antal, som der er i en skeetserie.. og så kan man visualisere at man nedlægger 25... og føler en samhørighed med krop og ånd og mentale .... - tilbage til de snedige skeetskytter....

 

Det er koldt derude! Sørg for at fodre og hjælpe vildtet i vintervejret - Her er det grågæs der ligger i kø for at kratte lidt i det spor der bare er ryddet for sne i brakken, så vildtet ikke skal bruge mere energi på at skovle sne, end de kan opnå af energi, ved at æde græs o.a. Der er aldrig før set "landfaste" gæs på "min" jagt! Skal du tynde i remiser og hegn - så er det også nu det kan gøres med fordel for vildtet, der er masser af god og nem føde til råvildtet, hvis man beskærer løvtræer lige netop nu!

 

 

 

Der kan stadig skydes mange fede duer! Søndag d. 24/1 var vi igen draget på due jagt på Engelholm gods får at se om der stadig var nogle duer tilbage, og det var der, men dog ikke lige så mange som sidst. Det blev "kun" til 92 duer og 1 krage men det er da heller ikke så ringe endda på en meget kold dag. Hilsen Nicki

 

 

 

 

 

 

Jagtoplevelse fra Pallesen: "Den 2 januar 2010 drog jeg til Polen til et revir der hedder Torzym. Det var femte gang jeg deltog med denne gruppe som er kommet på samme revir i 15 år. Der var kommet sne, 20-25 cm og dagtemperaturer på 8-10 graders frost. De 4 jagtdage resulterede i 72 stk vildt til 12 mand og jeg var heldig at skyde denne keiler med 18 cm tænder, derudover fik jeg 5 andre vildsvin og et stykke dåvildt. Til de, der ikke har prøvet det.. Pas på!! Når man kommer hjem er man klar til at tage af sted igen dagen efter!! Det bliver simpelthen en besættelse!" Selvfølgelig glæder jeg mig også til at kæmpe for en landsholdsplads i skeet i 2010 - Ville bare dele en superJAGToplevelse! /Claus Pallesen.

Fandt du fejlene? - se løsningen herunder:

 

 

 

Der var indlagt 2 snedige fælder i min redigerede version af Pallesens grisehistorie - for det første skrev Claus at der var faldet 20 cm. sne - snedige læsere vil undre sig over, hvorfor trofæfotoet så ikke har så meget som et fnug på sig... Forklaringen er at det foto er taget på en jagt i december (hvor han jo så også slog ihjel) - endnu mere snedige læsere  ville også studse over at keilerens tænder jo kun er ca. 17 cm.! og ikke de 18 som nævnt - så her er billedet af den rigtige vildbasse - grunden til at jeg valgte det andet billede i første omgang var, at på det kunne man også se den rigtig store keiler med rumsterstokken i hånden..... - og så fordi jeg var lidt doven - igennnn

 

 

 

 

 

 

Den store due dag. Lørdag d. 9/1 sidst på eftermiddagen var jeg kørt med Ove og sliber til Engelholm gods for at kigge næste dags duejagt ud, vi kunne hurtigt se at der var rigtig mange duer overalt på terrænet, så vi tænkte det her kan ikke gå helt galt.

Søndagen oprinder og det blæser helt vildt, perfekt due vejr. Vi var dårligt kommet på plads før duerne fløjtede om ørene på os, og som dagen skrider frem kan vi godt se at vi når meget tæt på 100 duer - helt præcist 106 duer og 1 krage bliver det til, fordelt på 5 jægere - ikke nogen helt kedelig dag at huske tilbage på. Hilsen Nicki

Jeg tør godt røbe at vinterduejagt er noget man kan dyrke med stort "held", jeg har fået andre meldinger om særdeles flotte afskydningstal - og duer smager jo godt hele året! (ØRN)

 

 

 

 

Svensk fasanjagt i snestorm: Det var godt nok koldt og mørkt kl. 4 søndag morgen - Det blev lysere, men ikke varmere da vi nåede frem til årets første fasanjagt i Vittskövle i Skåne, her må man også skyde høner i januar og skyde med blyhagl - tænk at de ikke er mere udviklede derovre! Nå, vi havde nogle gode såter og var vidner til noget godt hundearbejde og jagtledelse. Godmodig mobning og klogeågeri var som sædvanlig i top! Men hvor var det dog koldt og hvor var det dog koldt! Når man så står og ikke kan ramme - så skyder naboposten liiige den sidste fugl på hele jagten. Fair nok, HVIS det ikke liige var fordi den kom i et totalt perfekt spidsskud liiige ind over mig - altså simpelt tyveri som alle kunne se! Kammerater er noget mærkeligt noget, jeg troede de ville bakke mig op i protesten over denne u-gerning - i stedet var de ved at flække af grin! SKODFRIENDS! Og til ham "stjæleren," der ikke er landfast: Hvordan turde du? Det var trods alt mig der kørte ;-) (Håber du får tyndskid af de der kanelsnegle!) ;-)

Klik her, hvis du vil se noget andet end det vi plejer - den er ret sjælden!

 

 

 

 

... så anderledes var fuglen fra Vittskövle d. 10. januar 2010, den kan slet ikke fremkaldes med alle de nuancer den havde! Omvendt er det mest fordi varianten er sjælden - for den "røde" fasan er godt nok også smuk - selv om der efterhånden er indført mange varianter. ØRN

 

 

 

 

 

Ingen jagtoplevelser?? Er det klimaets skyld?? Jeg får absolut ingen beretninger til vores oplevelsesside - er der slet ikke nogen der oplever noget? Har Nicki fx. skudt sin første sneppe - eller bare skudt efter den ;-) Har Verner skudt forbi til en megakæmpestor hare, så andre overvejede at trække en papkasse over gårdspladsen, som Verner kunne skyde "efter", for at se om det måske var anslagsenergien i de anvendte patroner, der var helt ved siden af...? Har Henning skudt en fasanhøne så kirurgisk præcist, at halsen blev 10 cm. længere og alligevel holdt til at hænge i galgen? Hvad med husskaden der efter en rigtig Dash8 landing bed Nicki i hånden? Eller den lange forklaring på, hvorfor Ørnen skød forbi til en bekkasin, der lettede fra den bare mark (Situationen var den at jeg havde solen i .... og så skulle jeg se aftegninger og tælle halefjer for at undgå .... og der var ikke langt til naboens --- og..) - og haren der rullede i knaldet Fra Hennings og Svens perfekte skud - og alle røverhistorierne og den godmodige mobning og.... at jeg startede med at fortælle gutterne at jeg havde købt et flot jagthorn af Musse og de så slet ikke opfordrede mig til at spille på det! - HRRRMPPFF! og at jeg skød den sneppe som Nicki og to andre ikke kunne ramme... FED DAG! Hermed delt!

Jagtoplevelser er opdateret: Stefan Hansen er i gang med hans første jagtsæson, på vores jagt i lørdags havde han åbenbart fået besnæret jagtens gudinde til at give ham en oplevelse, der ikke opleves af ret mange jægere i deres hele aktive jagtliv. Stefan skød ikke blot sin første sneppe, men hele to! Det skete på samme post og "naturligvis" - 2 snepper - 2 skud!

Tak til de der har opdaget fejlen i billedet - en sneppe må aldrig holdes om halsen! Man holder OM sneppen, eller man bærer den i stængerne! Flottest er at tage hatten af og lægge sneppen på/i den - men det er ikke med i de gamle regler jf. "Jagt og Tone" I det her tilfælde var dette billede det eneste gode af Stefan ud af af mange - (Jeg kan jo ikke være to steder) - Så jeg valgte at udsætte mig selv for mobning (også modtaget - TAK! ;-))

 

 

 

 

 

... og selvfølgelig skulle der kysses. Det er altid en stor fornøjelse at indvie en ny sneppejæger, husker selv min første med glæde. Der er ingen tvivl om at ritualet SKAL gennemføres og heller ikke at jægeren heldigvis accepterer ceremonien. Men undertegnede holder bare sneppen, det er så op til jægeren, hvor langt denne vil gå - forventninger og historier om fæces i hele hovedet bliver gjort til skamme - det vil jeg ikke udsætte nogen for! Heller ikke sneppen!

 

 

 

 

 

 

En lille historie om Anne der fik jagttegn i 2008 og hurtigt kastede sin interesse på riffelskydning og riffeljagt; men når nerverne driller, må man til riffelprøve mere end en gang og også mere end 4 gange før det lykkes at få "ro på!” 

Kan man så når det gælder på jagten? Ja! - det kan man åbenbart godt som billedet viser!

Den 4. november 2009 tog Anne sammen med sin gamle jagttegnslærer og nogle nye jagtkammerater til Sverige for at prøve sine nye færdigheder og den 5. november hen på eftermiddagen kom bukken frem fra skoven ca. 120 m fra Anne's tårn. En helt perfekt bladkugle fra Anne's Remington 700 kal. 30.06 med SB Sierra Gameking kugle på 11,7 gr. væltede bukken om på siden - død på stedet - ooooog så kom lige reaktionen som nogen kalder "bukkefeber"; men gudskelov først efter det hele var overstået! En flot ulige seksender på hele 24 kg. brækket vægt - den skal ligge godt i maven og opsatsen skal på væggen hjemme i Dragør. Tillykke Anne, håber du blev "døbt" ordentligt!! - ønsker ØRN!

 

 

Bevægelsesjagt primo nov.-   Brandenburg - Tyskland 

52 stk. vildt på 3 dage. Fin organisation og strålende vejr, - men middelmådigt resultat.

På paraderne blev fremvist 4 stk. kronvildt, 18 svin, 10 mufflon-hundyr, 14 råvildt og 2 ræve, - hertil kom resultat af eftersøgningerne.

 

 

 

 

Stubjagt - august.

Var kravlet godt ind i hegnet på favoritpladsen til rævehvalpe. Havde herfra godt udsyn ud over stubben og ned mod  "Trekantskoven" mod højre. Så duerne og musvågerne slå lystigt på marken. Hørte efter en halv times tid en flok duer flyve op fra venstre. Rykkede lidt frem og bemærkede den første ræv 150 meter oppe på marken. Imidlertid arbejdede den sig den modsatte vej og væk.

Efter yderligere 10 minutter sås endnu et sæt sorte ører lige på den anden side af den første stribe halm. Ørerne "kørte" i en samlet bevægelse langs halmstriben og lige op forbi min plads. Ræven døde i et let skud med hagl.

 

 

 

 

 

Stubjagt - medio september.

Jeg havde gennem nogen tid tænkt på at få mig taget sammen til at komme ned og kikke efter gæs. Efterhånden høres og ses gæs næsten alle vegne i denne tid. Er bekendt med, at gæs, der i dagtimerne raster i søerne, om aftenen normalt flyver ud for at æde i en halv times tid, inden de vender tilbage igen for natten. Til gengæld skal alt også lige klappe den bestemte dag, hvis man skal være heldig. D.v.s. vindretningen skal være rigtig. Der skal have været ro på området og gæssene skal gerne have slået på stedet om morgenen eller aftenen før. Så observationer havde været at foretrække, - men ...

Nøjedes med at opsætte 3 lokkegæs og lagde mig ud midt på den store stubmark og dækkede mig med sløringen til dueskjulet og lidt halm. Efter 15 min. kom " spejderne " og lidt senere " fortroppen ".

Alle kom gakkende hen over marken 10 meter oppe indtil de bemærkede lokkegæssene, der skinnede i aftensolen. Herefter trak de op og tog en runde 40 meter oppe for derefter at fortrække. Troede så ikke længere på heldet, - men men ... Havde i løbet af de næste 10 minutter a 2 gange vel 600 gæs kørende rundt oppe over hovedet. Havde det ikke været for de skinnende lokkegæs, var de landet alle sammen. Gæssene kørte rundt på kryds og tværs og kunne ikke rigtig finde ud af, hvad de ville. Fik herunder 3 skudchancer til lave gæs og fik de to. Men sikke et inferno og skue og gud ske lov for de skinnende lokkegæs, - ellers var det gået helt galt.

Nu er det nu - Brydningstiden! For nogen af vores medlemmer er sæsonen forbi og for andre er den lige begyndt - For de fleste er det både og! Dagene bliver kortere og muligheden for at høste oplevelser er stigende! Der er masser af tilbud i foreningen som kan give dig inspiration og erfaring hen over efteråret og vinteren - Skydebanen er åben alle lørdage frem til midt december, takket være et stort korps af frivillige - der hver især ofrer fx. jagtoplevelser for at give andre medlemmer mulighed for at komme og skyde. Der er tilbud om hornblæsning, knivkursus, foredrag og meget andet... Så ud over det du altid kan bruge din forening til - skal du også huske at nyde JAGTEN!! KNÆK OG BRÆK - Og husk at alle skud har en konsekvens! Be Carefull out there!!! ØRN

 

 

 

2008:

Udbytterigt aftentræk - der var fugle overalt!: Frank og Martin fortalte onsdag om strandjagt fra pram og motorbåd, om hvordan man kommer i gang, hvilket udstyr der behøves, hvad du skal tage dig i agt for osv.

Er du interesseret i strand- og havjagt? (Vi har jo vandet lige udenfor døren - og det er gratis!) - Så LÆS mere her!

Jeg kan kun beundre initiativet og tilbuddet. Tænk at gutterne giver vores medlemmer råd og vejledning i så store muligheder for at jage ganske gratis! De kunne jo bare flette "ande"-næbbet - ligesom den psykisk syge patient på psykiatrisk afdeling (lidt mindre politisk korrekt hedder det tossen på gakgak-anstalten), der sad og fiskede i et vandfad, da overlægen kom forbi - "Fanger du noget?" spurgte overlægen så tossen (lettere at skrive, end det der politiske) - Hvortil patienten svarede: "Hvad i hede hule helv... tror sådan en halvstuderet hjernevasker at man kan fange i et vandfad? - Hvorefter lægen skynder sig at bortforklare og ellers forføjer sig. Tossen vender sig mod en af de andre indsatte (Lad os kalde ham Napoleon) og siger: "Når man endelig har fundet et godt sted at fiske, skal man s'gu holde det for sig selv!"

 

Der kan skydes mange duer i november! "Tirsdag den 11/11 var jeg ude at fodre på jagten. Til min store overraskelse var det "Store duedag". Jeg havde desværre ikke tid til at ”forske mere i sagen”, men checkede vejrudsigten for onsdag. Alt så lovende ud, høj sol og 10 sek.m. Så jeg tog på duejagt og måtte starte med at samle min skæggede underkæbe op fra ca. knæhøjde, da jeg så hvor mange duer, der lagde an til indflyvning på min lokkelandingsbane. Når deres radar opfangede mine lokkeduer, blev vingerne slået ind til skroget og som projektiler styrede de direkte mod lokkerne, for så at sætte i opadgående gear igen, og flyve over skoven bag mig. Mine skydemuligheder var desværre så indskrænkede, at kun ”spids”-duerne blev aktuelle mål. Alligevel blev det til 55 duer i 146 skud. En god dag. Man bliver helt høj! - skriver Claus Østergaard.

 

 

 

Så blev det OKTOBER - Torben beretter: "Bjarne Grøn og jeg var på min jagt mellem Haslev og Teestrup, vi skulle se om der kom en enkelt due eller en and. Vejrudsigten sagde regn hele dagen, og det regnede da vi gik på plads, men efter ca 10 min regn klarede det op, så kom duerne i en jævn strøm. Da regnen endelig kom ved 14-tiden, havde vi skudt 50 stykker vildt, 47 skovduer og 3 under kategorien andet. Godt jeg havde mange patroner med, Bjarne må have været pessimistisk, for han løb tør ved middagstid. Jeg kan ikke huske så godt et duetræk, selv da jagttiden var 1.august. At side hele dagen og kunne "stjæle" fra hinanden, komme med dårlige kommentarer og rigtig hygge sig med god jagt er bare livet!" MVH Broløs.

 

 

 

 

2007:

2. oktober: Hans Hansen fik overrakt Region 11's naturpris:  Der var ikke et øje tørt, da Hans fik overrakt Region 11's naturpris. Dels stod det ned i stænger og dels kunne de 30 fremmødte gratulanter kun begræde at de ikke selv har sådan et terræn!

 

 

 

 

1. oktober: Jagt 2007: Jeg må konstatere at jeg ikke bliver mæt af de nedlagte skovduer i år - Paraden faldt fra 120 i 2006 til 20 i år! Det er ikke meget til deling mellem 7 sultne jægere! MEN sovsen er jo også det bedste.... Når det så er skrevet, havde vi det samme hyggelige samvær som sidste år (vi skulle bare ikke ordne så mange duer... ;-) - Spøg til side, septemberpremieren var stærkt savnet!!

 

 

 

24. september: Region 11's Naturpris havner i Tureby. Så kan det ikke skjules længere for offentligheden: På søndag d. 30. september vil Hans Hansen, Hegnerupvej 7, Tureby få overrakt Regionens naturpris af Formanden for Jægerforbundets Region 11, Karsten Nielsen. Det sker kl. 9:30 på Hegnerupvej 7 - Herefter er der mulighed for at bese terrænet, blive inspireret, klogere, udveksle erfaringer og i øvrigt fejre begivenheden. Vi sørger for lidt forplejning - Alle er velkomne på dagen. På Hundeudvalgets vegne Henning B. Andersen.

11. august: Bestyrelsen har ny-konstitueret sig. Det er før set, at en suppleant må indtræde i en bestyrelse - men at samtlige 3 suppleanter må trække i arbejdstøjet, er vel lidt af en sjældenhed. På et møde i dag blev Steffen Thomsen konstitueret som formand, Torben Nielsen (Sliber) som næstformand og Kenneth S. Pedersen som bestyrelsesmedlem. Ove Jensen fortsætter som kasserer og Lars Hansen varetager sekretærposten. Du kan se billeder af bestyrelsesmedlemmerne her. Som konsekvens af at Torben indtræder i bestyrelsen, overtager Jørgen "Ørn" Bentzen posten som udvalgsformand for flugtskydningsudvalget.

1. august: Info fra bestyrelsen: Af arbejdsmæssige og private årsager ser formand Ebbe Hansen samt næstformand Henning B Andersen sig nødsaget til at trække sig fra bestyrelsen. Bestyrelsen re-konstituerer sig hurtigst muligt og indtil en konstituering er på plads er man velkommen til at kontakte Lars Hansen 51260384 el. Ove Jensen 21704143. P.b.v. Lars Hansen.

29. juni: Læs en historie om svinejagt HER!

15. januar: Bidt af ræv-e: DK-4's fremmeste rævejæger har fået gengældt sin mangeårige passion af en særdeles "håndfast" ræv. Heldigvis var den ikke smittet med rabies, men ud af den smule jeg kunne lokke ud af Lars Greiersen, kan jeg forstå at sundhedsvæsenet fungerer i Danmark. Det hele heler og det er ikke hver dag en nys afdød ræv bliver tilbudt en tur i taxa tværs over Sjælland for at blive undersøgt på Statens Serum Institut.

 

 

 

 

3. januar: SKOVDUENS JAGTTID indlæg fra Mogens Andersen: Vi har alle fulgt med i debatten om udsætning af jagttiden på skovduen til 01. oktober - en udsætning, der er trukket ned over hovedet på alle os jægere. Der blev med kort varsel indkaldt til møde med formanden for DJ og L. Engsbye i klubhuset, da nogle havde hørt en lille fugl synge om udsætningen af jagttiden - godt nok for det.

Bestyrelsen havde fået håndslag på, at vores nye formand Ole og Leif Engsbye fra hovedbestyrelsen ville komme og redegøre for Jægerforbundets tilslutning til udsætningen af jagttiden. Der var 40-50 jægere samlet i klubhuset, men desværre mødte formand Ole først op 1,5 time efter mødestart. Det betød, at Leif måtte lægge ud og forklare, at hovedbestyrelsen havde fået oplysningerne alt for sent til at kunne reagere, så de var nødt til at gå med. Årsagen til rapporten mindede mest om, at man havde fundet "3 døde dueunger" på djursland samtidig med, at man havde hørt duerne kurre helt hen i oktober, hvilket de for øvrigt gjorde indtil juleaften. Jeg mener dog, at de døde unger lige så vel kunne være døde som følge af den meget blæst- og regnfulde september måned, så vel som en følge af bortskydning af begge forældrefugle. Jeg synes, det er for dårligt, at man køber et sådant forslag, og sidder og siger, "vi kunne ikke gøre andet - den nye jagtlov skal træde i kraft til april 2007 gældende for de næste 3 år - løbet er kørt, og vi skal være fleksible for ellers, kunne det blive meget værre".

Det blev ikke meget bedre, da vores formand Ole kom. Hovedbordet havde bestemt, hvem der skulle give et resume af vore holdninger til Ole. Efter et kort resume meddelte Ole, at han havde det vældig dårligt over vores holdning - det var ikke nemt for ham som ny formand, at vi var af den holdning - toget var kørt - der var ikke lavet nogen "køkkenaftale", sådant noget ville han aldrig være med til. Han glemte bare at spørge os 50 jægere, hvor dårligt vi havde det over beslutningen, og hvor dårligt vi har det over, at DJ bakkede dette forslag op! Trods alt fik han en 3-4 mand med på limpinden, som syntes, det var meget synd for ham og nu bedre kunne forstå, at der var ikke andet at gøre end at tilslutte sig forslaget. Der var så galt en nyjæger, der mente, at vi alle skulle melde os ind i samtlige grønne organisationer, da vi kunne lære meget af deres medlemsblade m.m. - dette havde han tit haft brug for under sin færden i naturen.

Jeg vil håbe, at bestyrelsen vil tage emnet op i region 11 til kredsmødet, så det ikke falder uhørt hen. Så håber jeg, at duebestanden vil vokse kraftigt, så antallet af ansøgninger om regulering vil give meterhøje bunker på deres skriveborde - etikken i det kan vist diskuteres endnu mere end at skyde en skovdue i september.

En af de små, men gamle jægere - Mogens Andersen

2. januar: ”Så nu retter vi ind med en måneds jagtreduktion på ringduen!” Sagde formanden for Danmarks Jægerforbund, Ole Roed Jakobsen den 18/12 2006 på mødet i Køge-Herfølge Jagtforening.Men som I ved fra bl.a. Michaels tidligere indlæg, mente de tilstedeværende m.fl., ikke det kunne være rigtigt! Dog må jeg sige at det ser sort ud på nuværende tidspunkt. Det er svært at gøre noget ved det nu. Jeg har efterfølgende kontaktet Regionsformand Karsten Nielsen, som også deltog i mødet og han har klart samme mening som os andre. Vi talte om at vi må have mere indflydelse på forhandlingerne inden der besluttes noget - vi skal måske ikke sige ja, hvis vi mener nej og vi kan ikke blive ved med at afgive jagt, før det er undersøgt til bunds om grundlaget for dette er rigtigt. Rapporten fra DMU er meget mangelfuld, dette gør den også selv opmærksom på - men alligevel godtager man den og indretter jagttiden efter den! Jeg mener det er lige som at give Danmarks Jægerforbund en blanco check med til forhandlingerne om jagttiderne. Med ønske om et godt nytår Henning B. Andersen.

20. december: Jægersynspunkt: TANKER EFTER DEBATMØDET DEN 18. DECEMBER 2006 DUEJAGT - JAGT FORBI ! 

En stor ros skal lyde til Henning Andersen for at formå det, som hverken vores region eller forbund kunne formå, nemlig få skaffet et debatmøde omkring udskydelse af duejagten til 01. oktober. Ærgerligt, at alt måtte laves i hast (Miljøministeren underskriver forslaget efter nytår), så der kun kunne skaffes knap 50 mennesker til mødet.Det følgende står for egen regning - jeg debatterer ikke som bestyrelses- eller udvalgsmedlem men som JÆGER!

Der er vel ingen tvivl om, at vi alle kan nikke genkendende til, at duerne kan have unger i september og længere frem - netop derfor undlader jægeren jo også at skyde til enlige duer, der slår ud fra hegnet i dens søgen efter føde - nøjagtig som jægeren ej heller skyder gammelråen først i oktober måned - det er gamle jagtetiske regler, der har eksisteret i en menneskealder! Rapporten fra DMU kan vi ikke anfægte m.h.t. til yngletiden og risikoen for at dueunger vil dø i reden, hvis forældrefuglene dør - og det sker - såvel som følge af jagt som af trafik, vejr og vind. Det, der kan anfægtes, er måden og tiden rapporten er udfærdiget på, dette skyldes bl.a.: 

* Rapporten er baseret på observationer foretaget fra forår 2006 til efteråret 2006 - ikke over en længere årrække

* Undersøgelserne dækker et areal på ca. 0,5 km2 - på Djursland, der vel ikke kan betegnes, som landets mest duerige område

* Et begrænset antal dage, hvor undersøgelserne foregik

* Et begrænset antal duer, der blev observeret

* Årsagen til den sene yngletid er ikke belyst - er det kun klimaet i 2006 - eller skyldes det forbedrede muligheder for adgang til foder - bl.a. som følge af jægernes konstante fodringer?

Endvidere er der i rapporten flere gange beskrevet, at DMU selv finder rapporten for tynd til at være baggrund for en reel beslutning endsige vejledende for en udskydelse af jagttiden.

---------------

Mødet begynder godt - Leif Engsbye er der til tiden, men Ole Roed Jakobsen er til et andet møde, så han bliver 1,5 time forsinket – det var BRANDÆRGERLIGT - mødet begyndte nemlig med, at Leif måtte stå på mål for mange saglige og veldokumenterede indlæg, der desværre mistede deres kraft og fylde, da de skulle resumeres for formanden.

Endnu mere ærgerligt er det, at flere af vores meget velformulerende medlemmer, som havde givet Leif "tørt" på, slår sig til tåls med Ole Roed Jakobsens forklaring for baggrunden for, at DJ tilsluttede sig forslaget, nemlig: "Ellers ville vi i fremtiden ikke få noget igennem i Vildtforvaltningsrådet", og derved reelt støtter op om forslaget af udskydelsen af jagttiden uden yderligere saglig dokumentation - Det var jo IKKE det, mødet handlede om! Vi ALLE er enige om det biologiske grundlag for udskydelsen - ingen vildtart skal jagtes i yngletiden - det, som Ole Roed Jakobsen, skulle have haft med hjem var:

* Vi vil ikke være med til en enstemmig indstilling til Miljøministeren, så længe konsekvensen af jagt i september ikke er dokumenteret

* DJ er til for os, vi betaler deres løn - det er JÆGERENS sag, der skal tales og ikke de andre organisationer, der skal tales efter munden pga. frygt for konsekvensen af fremtidige aftaler/forhandlinger

* Vi støtter op om ændringer/indskrænkninger af jagttider, så længe det foregår på et sagligt og veldokumenteret niveau

* En delt indstilling til Miljøministeren (med modstand fra DJ) ville betyde, at ministeren kunne se, at vi gør vores hjemmearbejde, og ikke tager hvad som helst for gode varer. 

Desværre var det ikke det, Ole Roed Jakobsen fik med hjem. Han kunne gå hjem med følelsen af, at en af landets største foreninger har købt forslaget - det burde vi have gjort bedre - endnu en gang tabte "den lille jæger"!

Med skuffede jægerhilsener Michael Sørensen

15. december: PROTESTMØDE!!!!! ER SKOVDUEJAGTEN EN SAGA BLOT? DEN "LILLE MANDS" JAGTMULIGHEDER ER ENDNU ENGANG FORRINGET! MØD OP MANDAG DEN 18. DECEMBER 2006 KL. 19.00 I KLUBHUSET I HERFØLGE, HVOR FORMANDEN FOR DJ SAMT HOVEDBESTYRELSESMEDLEM LEIF ENGSBYE STILLER SIG TIL RÅDIGHED FOR DIALOG OMKRING DANMARKS JÆGERFORBUNDS BESLUTNING OM AT TILSLUTTE SIG  INDSTILLINGEN TIL MILJØMINISTEREN OM UDSKYDELSE AF DUEJAGTEN TIL 01. OKTOBER! BESTYRELSEN/MICHAEL