Muligheder for gæstearrangementer på skydebanen

Vi modtager gerne gæster på vores bane og i vores klubhus, men for at alle skal få en god oplevelse er det vigtigt at man i god tid aftaler det tilbud der passer bedst. Dette sker ved henvendelse til vores arrangementskoordinator, Ove Jensen på tlf.: 2170 4143

Rent skydemæssigt skal vi fastslå at det er totalt forbudt at bære eller anvende våben på vores bane, hvis man er beruset, ikke har jagttegn/våbentilladelse eller ikke er under ledelse af en godkendt flugtskydningsinstruktør/våbenkursuslærer. (Godkendte flugtskydningsinstruktører er velkomne til at benytte vores anlæg, men vi ser gerne at man henvender sig i cafeteriaet før instruktion og i øvrigt bærer sit instruktør-ID synligt på banen - det skal under alle omstændigheder medbringes og kunne fremvises på forlangende af banepersonalet!

Eksempler på "Events:"

"Prøv at skyde!" arrangement: Hvis din datter/søn/ægtefælle/kæreste/? - ønsker at prøve at skyde med haglgevær, skal man bede en instruktør om at forestå dette.   Der er ingen aldersgrænser for at skyde med haglgevær, men vi anbefaler mindst 12 år og at man under alle omstændigheder kan løfte og holde geværet i en acceptabel skydestilling i mindst 20 sekunder. PRIS: (Patroner og duer på kortet skal være til rådighed for instruktøren). Det koster ikke yderligere at bede en instruktør om at varetage denne opgave. Til gengæld bliver det, når han har tid. Vi forbeholder os ret til at afvise skytter, som vi ikke skønner "klar" til at skyde.

Polter-abend (selvfølgelig også for bruden) eller andre "extremsport-events":  Foreningen sørger for instruktør og våben. Varighed kan tilpasses til deltagerantal og særlige ønsker. Normalt ca. 1,5 - 2 timer. PRIS: 25 patroner m. duer: 200,- pr. person. Medaljer og pokaler sælges derudover til dagspris, efter forudbestilling nu også med ønsket gravering.

Andre arrangementer: Grupper (fx. konsortier) eller enkeltpersoner der ønsker længerevarende instruktørbistand skal bestille tid og instruktør fordi vi må indkalde ekstra personale. Man har samme rettigheder som andre brugere af banen og må derfor vente, hvis der er kø ved en ønsket stand. Der er rift om instruktørarrangementer - så book i god tid! PRIS: Uanset hvor mange man er, koster en instruktør 200 kr. i timen. Alle andre udgifter afholdes af rekvirenten.

Specialarrangementer: Skydebanen og vores nye klubhus kan også benyttes udenfor almindelig åbningstid. Vi har faciliteter og knowhow til at hjælpe jer med afvikling af diverse dagarrangementer for op til ca. 60 personer. Stor fællessal og op til 4 gruppesteder (incl. sal). Forplejning efter ønske, "breaks" som eks. bueskydning, luftgevær, elektronisk riffelskydning, handlebane mm. Endelig kan vi levere "klappe-færdige" arrangementer med landskendte oplægsholdere, events mm. Kontakt i god tid. PRIS: Aftales i hvert enkelt tilfælde.