5-08-2014

Knieja 2014

Min første jagtrejse til Polen var sidste år, hvor det gjaldt den herlige forårsjagt på bukke. Jeg havde min søn med. Efter hjemkomsten var der ingen tvivl, dette måtte opleves en gang til, og det skulle selvfølgelig være til samme revir.

Sidste års resultat var 5 bukke til sønneke og 4 til mig selv, hvoraf der var en på 104 point og 2 til bronze, den på 104 point var sønnens første, sikke en debut.

 

Endelig blev det d. 20 maj som var rejsedag, og gensynsglæden var stor efterhånden som deltagerne steg ombord på bussen, da det med et par få undtagelser var de samme som sidste år.

Efter en lang rejsedag ankom vi til reviret Kneija sent om aftenen. Der skal jeg lige love for at der var gensynsglæde, utroligt med disse Polakkers gæstfrihed og hjælpsomhed, det er lige som om det er familie man har kendt altid.

 

Vi havde de samme jagtførere som sidste år, og da d. 3 jagtdag var brugt havde sønnekes jagt resulteret i 4 gode bukke, og ingen til farmand. Det gik min jagtfører meget på, for efter aftenes skålen med bønner til Sckt. Hubert for at forbedre jagtheldet, proklamerede den stakkels mand at hvis det ikke lykkedes i morgen måtte jeg skyde ham, men jeg kunne ikke lige forestille mig et trofæ af en ældre tyndhåret herre pryde trofævæggen i det lille hjem, så tanken blev opgivet.

 

På udturen næste morgen til turens sidste jagtdag, begyndte jeg at forberede mig på hvordan jeg skulle forklare at en en jæger af min stand ikke havde skudt noget. Så lige pludselig da vi kører på en markvej får jeg øje på en stor opsats der rager op over en kornmark, afstanden er ca 80 meter, vi kører ca 200 meter videre, forsigtigt ud af bilen og snige – kravle tilbage. Så ved jeg ikke om det har været vores skålen med Sckt. Hubert aftenen før der gav resultat, for der indtraf en meget speciel belysning i den tidlige morgensol, der var en let sølvagtig tågeglans over kornmarken, og når bukken bevægede sig rundt så det ud som om opsatsen svævede på kornet. Forsigtigt op at stå og skydestok på plads og riffel i anslag, klar til skud hvis kan skulle vise sig i en åbning i kornet. Hvad skete der så, jo han satte sig og var ude af syne. Efter et kvarters venten tænke jeg det kan tage timer før han rejser sig igen, noget måtte gøres. Med tegn og fagter fik jeg min jagtfører til at lave en omgående bevægelse, da han var 60 meter fra bukken ræser den af sted, og stopper først 180 meter fra mig på en nysået majsmark, for at iagtage fredsforstyrreren. Det blev mit held for efter en velplaceret kugle, med hjælp fra min super skydestok, fik jeg en drømmebuk en buk som rigeligt var hele turen værd.

Darz Bor(knæk og bræk)

Jess

12-06-14

Igen i år synes jeg det er underligt at ingen af vore jagtkammerater, vi er jo trods alt ca. 700 medlemmer i foreningen, ønsker at delagtiggøre os i de oplevelser som nogen må have haft her godt 2 uger inde i bukkesæsonen.

Her gang jeg møder en kammerat eller kollega som også er jæger er det første spørgsmål: skudt buk? Eller - skudt flere bukke?? først derefter siger de tillykke med fødselsdagen! Eller tak for sidst, det var en god fest!

Hvad er det der er så fantastik ved bukkejagt? Og hvorfor er der ingen der gider fortælle om deres oplevelser. Når nu bukkejagten kommer først, frem for næsten alt andet, hvorfor må vi andre så ikke tage del i deres glæde over at have skudt buk? Jeg er lige glad om bukken er en et- årig eller en medaljebuk, oplevelsen er for mig lige så stor når det hele går op i en højere enhed. Skuffelsen er til at føle på når der dag efter dag ikke er kommet billeder eller indlæg på bukkesiden, tag dette som en opfordring eller bevar Jeres oplevelser som en hemmelighed, hvad I vælger er jeres afgørelse. For mig er glæden ved at have fået, selv et lille trofæ, stor nok til at jeg hellere vil dele end bevare det som hemmelighed.

Derfor for i min historie:

Den 16. maj om morgenen ankom jeg til reviret kl. 04.45, hvilken herlig  morgen, lyst, varmt og horisonten farvet svagt orange fra den opgåenden sol, fuglesang og ikke en vind der rørt sig, jeg har ikke forstand på bukkejagt, om vejret var jagtvejr ved jeg ikke men det var til gengæld til at holde ud uden at sidde og fryse! Allerede på vej ud over marken fik jeg øje på de to første dyr der gik på kanten af åen, den opgåenden sol, svirrende fluer, mosekonebryg og støv på kikkertlinsen (det var jo første dag i sæsonen) gjorde at jeg ikke kunne se hvad det var så jeg jagede dem ind til naboen så jeg kunne komme forbi, vel anbragt på min plads fik jeg øje på yderlige 2 dyr på marken hvor jeg har jagtretten og 2 dyr hos naboen ca. 150 meter fra mig, altså indtil nu 6 forskellige dyr, et utal af harer, nogle fasaner og et par agerhøns.

I alt så jeg om morgenen 12 forskellige rådyr, bukken kom ud på marken kl. 06.30 gik og essede langs skellet ind mod naboen, hele tiden med front mod mig jeg bekræftede mig selv i at det var bedre at lade ham gå en lave noget skidt og da der jo kun var 2 meter så var han inde hos naboen så jeg ventede tålmodigt til han kom nærmere og med lidt bedre afstand til skellet. Kl. 7.00 var han inde på ca 80 meter og vendte siden til, han blev brækket på stede hvor han faldt! Om aftenen kunne jeg ikke holde mig i ro så afsted igen, igen var der masser af liv, efter at have siddet 1/2 times tid kommer der pludselig en buk ud af ingenting og hvor den flere gange er ved at slå en koldbøtte når stængerne bores ned i jorden, efter 5-6 minutter finder han ud af at det vidst er godt og han nu har erobret pladsen, oplevelsen var spændende han fandt aldrig ud af at der var endnu en der "sad på området".

Jeg er glad for mine 2 gaffelbukke, oplevelserne var fantastisk og der er flere bukke på terrænnet, heldigvis er vegatationen så høj at det nu vil kræve et usandsynligt held hvis det skal lykkes mig eller andre at skyde flere bukke i år og der skal kæmpes for sagen oplevelserne vil blive fantastiske

14-07-13 The story of my life

 

Jagt giver mange oplevelser – her er lidt af mine fra bukkejagten 2013.

Den 16. maj om morgenen tager jeg plads i tårnet – kaffen skænkes, og jeg er parat. Det er en smuk morgen, fuglene synger, og der går ikke længe før den første rå kommer frem – allerede da jeg ser noget rødt, begynder mit hjerte at banke, og jeg får åndenød. Jeg har altid lidt af og vil altid lide af bukkefeber, hvilket er med til at gøre, at jeg aldrig bliver verdensmester i riffelskydning!

Kl. 5.30 kommer bukken 80 m. ude – alt går på mig undtagen uret. Som så ofte før forsøger jeg mig med dybe indåndinger m.m., men helt rolig bliver jeg ikke. Bukken går i kanten af noget krat – jeg lægger an og brillierer med at skyde lige over bukken. Bukken hopper lige så fint videre, og jeg finder senere de grene, jeg har skudt over –

Jeg har siden set bukken men uden held – han vandt!

Hvad skal jeg sige? It´s ”The story of my life”!

Klokken er ikke ret mange, så jeg beslutter, at jeg lige så godt kan blive siddende og bebrejde mig selv i tårnet, som sidde derhjemme. Smsérne er begyndt at tikke ind med besked, om alle dem der har skudt buk – godt der er nogen, der har succes, tænker jeg fuld af medynk.

1 times tid efter ser jeg 2 dyr jage med hinanden på naboens – buk efter rå. Inden længe kommer de ind på vores stykke men stadig i løb. Smaldyret løber forbi mig på 10 m. afstand, og jeg er sikker på, at bukken følger efter, men nej, han vælger at stille sig i kanten af krattet 80 m. ude. Da jeg kun har forkroppen fri, og har morgenens tidligere episode in mente, skal jeg ikke have klinket noget. Endvidere er jeg sikker på, han lige om lidt kommer ud på engen for at se nærmere på råen – men nej, kort efter kommer  han med 100 km i timen forbi mig og springer over på naboens – 45 sek. efter lyder skuddet på naboens – hvad kan jeg sige? It´s ”The story of my life”!

Morgenen efter sidder jeg i kanten af en rapsmark – der må, bukken da komme. Denne morgen sidder jeg længere end vanligt, så da kaffekanden er tom, vender jeg den på hovedet, så de sidste dråber ikke sviner i bilen – omtanke, det er lige mig. Pludselig ser jeg ryggen af et dyr i hegnet 5 m. fra mig – jeg tager forsigtigt riflen, og idet jeg løfter den, rammer den kaffekanden, der støjende vælter – dyret springer, og jeg ser det aldrig igen – hvad skal jeg sige? It´s ”The story of my life”! 

2. pinsedag henter Mogens mig, og vi kører i mosen. Aftalen er, at vi skal sidde i hver sin ende. Jeg tager plads på skrænten op ad en stor pil, hvor jeg har udsigt langs det meste af mosen. 10 min. inden lukketid kommer der en stor buk ud ca. 100 m. fra mig. Det er mørkt i vejret, så det eneste jeg kan se er, at det er en stor buk – feberen begynder, og jeg forsøger at få hold på mig selv. 2 min. inden lukketid skyder jeg til bukken, der forender i knaldet 50 m. ude – HURRA – bukkejagten er reddet. Da jeg kommer hen til bukken, opdager jeg, hvorfor han synede så stor i kikkerten. Han er en ganske stor seksender men i BAST – hvad skal jeg sige? It´s”The story of my life”. Hertil skal nævnes at på trods af, at han er i bast, er jeg eventyrlig glad for bukken.

En aften jeg sidder på bukkejagt, hører jeg noget brase inden i skoven. Jeg tager straks riflen for tænk nu, hvis det er bukken, og han kommer ud af skoven. Det er det! En høj gaffel kommer ud og står spids på mig – jeg er klar – hjertet hamrer, og feberen raser. Pludselig sætter han i trav direkte imod mig. 5 m. fra tårnet stiller han sig og ser op på mig. Han må åbenbart kende mig, for han vurderer, at jeg ikke er farlig og giver sig til at esse. Jeg lister riflen til skulderen, finder ham i kikkerten kun for at opdage, at kikkerten er på fuld forstørrelse, så alt er rødt! Okay, tænker jeg, han må vel dreje sig og komme lidt længere væk, så jeg kan få skruet ned – det gør han noget så eftertrykkeligt. Han vender sig og går med rø… til ca. 100 m., før han går i skoven – jeg har aldrig set ham siden – hvad skal jeg sige? It´s ”The story of my life”.

Den 11. juli om aftenen er græsset blevet slået om ad skoven, hvor jeg mødte gaffelbukken. Jeg er ikke sen til at komme afsted – i aften må det ske!

Da der mangler 30. min til lukketid, hører jeg stemmer og inden længe, kommer der 2 unge mennesker gående med hinanden i hånden 50 m. fra mig – de ser ikke mig – de standser, kysser og krammer lidt, og pigen tager overtrøjen af. Nå ja, tænker jeg, det er jo også varmt! Pludselig smider manden bukserne, og pigen gør det samme, lægger sig på græsset, og så skal jeg ellers love for, at der er gang i den. Efter det lange stykke tid os mænd nu er om det, må de have kommet i tanke om, at de var ude i naturen, for nu begyndte de at efterabe dyrerne! Da de havde klaret, hvad de skulle, gik de igen, 

og jeg blev siddende det sidste stykke tid uden at se bukken – hvad skal jeg sige? It´s ”The story of my life”.

Der er masser af oplevelser, der venter derude – knæk og bræk

Michael