Bukke 2007:
19. juni:

Så var det min tur til at være heldig. Tirsdag d. 19. JUNI fik jeg lov til, af de "højere magter", at tage på bukkejagt. P.g.a. al flugtskydningen har der i denne sæson ikke været meget tid til bukkejagt, men på de få udgange har jeg da set flere bukke, men ikke andet end spids- eller bastbukke. Det var meningen, at jeg ville overnatte i jagthytten hvis ikke heldet var med mig. Jeg startede med at pürsche rundt i skoven, der så jeg flere råer (to af dem med lam), hurtigt besluttede jeg at det var alt for varmt til at pürsche og satte mig i en skydestige i kanten af skoven, ud til noget brakmark. På brakmarken er der sået et stykke fodermark til fasanerne, græsset er nu meget højt og det er svært at se dyrene. Der var 3 timer til lukketid, lang tid når man er lidt utålmodig, i de første par timer så jeg 4-5 forskellige råer, en lille spidsbuk og en påfuglehane (vi har ca. 30 påfugle rendende). Den sidste time skete der ikke en s... før der var noget der bevægede sig i det høje græs, op med kikkerten, jo det var en god buk, bukkefeberen begyndte at rase, op med uret der er 10 min. tilbage inden lukketid, kom nu ud i den åben fodermark tænkte jeg. Og den må have hørt mig, for den gik lige ud og stillede sig med siden til mig på ca. 90 meter, riflen var klar og den fik en lav hjerte- og lungekugle, sprang i vejret og løb med det modsatte forløb hængende, så viste jeg det var overstået, efter 20 meter gik gassen af bukken og den forendte. Gennemblødt af sved p.g.a. varmen og bukkefeberen kunne jeg køre glad hjem. MVH Torben Broløs.

HERFØLGE D 11/07-2007
LØRDAG MORGEN HAVDE LARS HANSEN OG UNDERTEGNENDE AFTALT AT VI VILLE TA' PÅ BUKKEJAGT I SPANAGER.. VI HAR SAMMEN MED NOGLE ANDRE NOGET 30 ÅRS BRAK TIL RIMELIGE PENGE PÅ DE KANTER..
VEJRET VAR PRAGTFULDT DA LARS HENTEDE MIG KL 0400 OG SNART VAR VI I SPANAGER.. JEG VILLE OVER PÅ POULS STYKKE OG LARS PÅ SKOLELÆRERENS.. DA JEG GÅR PÅ PLADS SPRINGER DER ET DYR IND I SKOVEN DER MINDER OM EN BUK.. "STORT DYR HER KOMMER JEG!" MÅDE AT BEVÆGE SIG PÅ.. LI` DA JEG SKAL TIL AT SÆTTE MIG PÅ STOLEN LYDER DER ET DRØN OVRE FRA LARS.. OG STRAKS REJSER DER ET DYR 70 METER FORAN MIG.. ET SMALDYR TROEDE JEG!! DEN LAGDE SIG IGEN KORT EFTER.. EFTER ET KVARTER KOMMER DER EN RÅ OP TIL DEN OG GUDHJÆLPE MIG OM SMALDYRET IKKE BEGYNDER AT DIE RÅEN.. ØHH.. KU FØRST DER SE AT DET VAR ET LAM.. PINLIGT PINLIGT.. MEEN ET MEGET STORT LAM..
EN LILLE SMS TIL LARS MÅTTE DER AFSTED.. VAR DET DIG DER SKØD OG LIGGER DEN DER..?? JO DA` SVAREDE LARS "EN PARYK BUK!".. STORT TILLYKKE TILBAGE PÅ SMS.. OG LI SOM AT FONEN ER KOMMET NED I LOMMEN HOPPER DE LAVTHÆNGENDE BØGEGRENE OVRE I SKOVBRYNET SOM KUN EN BUK KA FÅ DEM TIL AT GØRE.. EN 20 MIN SENERE GØR DEN DET IGEN OG DENNE GANG KAN JEG SE NOGET RØDT DER HIDSIGT RUSKER I GRENENE.. DEN DER FANTASTISKE BANKENDE FORNEMMELSE I BRYSTKASSEN FORNÆGTEDE SIG HELLER IKKE DENNE GANG.. MEN HAN KOM ALDRIG UD AF SKOVEN..!! DA JEG SKULLE VÆK OG OVER FOR AT HJÆLPE LARS MED AT HENTE BUKKEN.. GIK RÅEN PÅ KANTEN AF BRAKKEN TIL VENSTRE.. HMM HVON` KOMMER MAN NU USET VÆK HERFRA?? DET GJORDE JEG HELLER IKKE. "SMILER"
VED VEJNING HJEMME HOS LARS I TESSEBØLLE KUNNE VI KONSTATERE AT BUKKEN STORT SET INGEN TESTIKLER HAVDE!! I ØVRIGT VAR DEN RIMELIG FED. OG VEJEDE 21 KG OPBRÆKKET.. M JÆGERHILSEN CHR .

5. juni: Her på denne fars dag - til lykke med den, fædre - blev det også lidt "mors dag", idet jeg skød en mindre seksender i morges. Jeg sad i dag på engen, område 1, men kl. 5 blev det regnvejr, og jeg kom snart i læ nede under de store bøgetræer. Tænkte, der nok kom dyr ud nede i hjørnet, hvis regnen hørte op. Kl. 6.45 har jeg kun har set 3 råer, men så får jeg øje på et større dyr midt ude i engen, hvor en rå tidligere havde esset.
Da den løfter hovedet, ser jeg, det mindst er en ulige seksender, så jeg gør klar, finder den i sigtet, men bagved er også vejen og svinget, så afsted med mig med stol, skydestok, riffel og kikkert. Efter nogen flytten rundt, finder jeg et sted med udsyn og sikkerhed, bukken er der stadig, går og esser; står nu med siden til og kl. 7 forender den på skudstedet, ca 95-100 m ude. Vægt 17 kg.
2. juni:

Kom nogenlunde på plads fra morgenstunden. Dårlig vindretning fra øst/nordøst. Kunne ikke være anderledes. 2 harer var allerede ude på det åbne stykke. Kl. 0530 begyndte det at småregne, som "De" også havde lovet. Flyttede stolen lidt længere ind under træerne, så bladene kunne holde "duggen" væk. 10 minutter senere stod det ned i " tænger". Satans også! - Hva' nu? Var kørt ret langt for at nå frem. Fik mig rejst og forsøgte at "beskytte" riffel og kikkert for regnen. Stod 5 minutter og overvejede situationen. Bemærkede pludselig gennem et hul i hegnet en bevægelse 150 meter ude i kornmarken til venstre for min position - formentlig et dyr. Ca. 10 sekunder senere sås endnu et rødt dyr krydse samme hul i hegnet. Regnen havde formentlig fået dyrene til at rejse ude i kornmarken for at søge ly inde i plantagen. For at komme dertil skulle de krydse læhegnet med store træer samt en åben plads/fodermark udgørende et 30 meter bredt åbent bælte. Fik mig sat ned igen og fik sigtekikkerten tørret af og gjort mig klar. Stadig kraftig regn. 4 minutter senere kom et smaldyr ud fra hegnet ca. 100 meter ude. Dyret luntede på tværs direkte over mod plantagen. 10 sekunder efter kom den bestemte seksender, som var spottet tidligere. Fik den standset med et fløjt. Sikrede kun 2 sekunder og luntede videre. Reagerede ikke på yderligere fløjt. Konstaterede, at kikkerten var regnet til igen og havde svært ved at se buk og trådkors. Råbte nu højt " Høøv " og fik bukken standset 4 meter fra plantagen. Fik afgivet skud og så bukken falde på stedet. Pæn seksender på 20 kilo brækket vægt. 3 år. Medlem KHJ.
31. maj: Var her til morgen et smut nede på jagten, ligeså var Per - det var hyggeligt at møde dig Per. Mente det var nødvendigt, da Dennis og PH, v. Dennis reception i går truede med at tage ned og skyde, hvad det nu end var jeg gik rundt og ventede på. Faktisk vidste jeg ikke selv hvad det var jeg gik og ventede på. Det eneste jeg vidste var at det var "noget" der konstant jagede alle småbukkene samt smaldyrene ud af skov og bøgepur. Men I der kender mig ved jo, at sådan noget kan jeg ikke lade gå forbi min næse, i det mindste må jeg jo finde ud af hvad dette "noget" er og det gjorde jeg. Var i stige L i område 8, kl. 04.15 - begyndte at sondere terrænet, der var kun råer synlige. Kl. 04.36 strøg den lille gaffel i bast ud af bøgepuren og efter ham et smaldyr. Gaffelbukken sprang igennem brakbræmmen og direkte videre ud i kornet. Smaldyret blev stående og gloede vagtsomt ind i bøgepuren, hvorfra en stor rå trak ud - ooog lige i rumpen på hende kom "dette noget". En ulige seksender med god højde, tyk hals og stor krop. Skydetid var 04.40 og 04.41 var han præcis der hvor han skulle være og forendte i knaldet fra min riffel. Har ikke set hans tænder endnu, men tror han er i returstadiet, hvilket også passer med at han har de karakteristiske sortbrune pelspuder på bagløbenes haser og i øvrigt vejer 21 kg. i brækket vægt. FW
22. maj 2007. Kunne mærke, der var noget i luften. Fandt denne gang lykkebukserne frem. Nu måtte der ske noget. Kørte op til gården og ville "angribe" granholmen fra modsatte side, end hvad der var naturligt. Gik langs sprøjtespor og bemærkede pludselig ørerne fra smalrå stikke op af kornet. Klokken var 1920. Bevægede mig hver gang ørerne forsvandt fra overfladen. Kom uset frem og i læ på den modsatte side af hegnet, der løb på tværs for enden af granholmen. Blev stående og ville afvente, at råen trak væk. Hørte pludselig et skud tæt på, og så, at råen sikrede et minuts penge. Bemærkede 5 minutter senere en bevægelse oppe på langsiden af granholmen. Så i kikkerten hals og hoved på en buk, der afsatte duftspor op i grenene. Bemærkede en perlet tæt og kraftig opsats i gaffel. Besluttede at prøve bukken. Kom på rystende gammelmandsben foroverbøjet længere ned langs hegnet - hver gang smaldyr og buk ikke kunne ses. Kom på passede afstand stille op på volden i hegnet og fik anlæg mod lygtepæl. Kunne stående lejlighedsvis se ryg, hals og hoved på bukken og konstaterede, at bukken ligesom trådte et skridt op, når den markerede op i grenene. Fik dermed op over kornet mulighed for at nå bukken ca. 70 meter væk. Fik afgivet en skrå bladkugle bagfra med udgang i forreste del af højre forbov. Bukken sprang op og fremad ud i kornet og rundt. Løb direkte mod hegnet, hvor jeg stod. Forendte på den anden side af hegnet 25 meter fra min position. Kropsstærk buk. Mange flåter. Endu en gang held i lykkebukserne. Med jægerhilsen.
19. maj nedlægger Jan Bo denne buk:

Det var den samme som jeg havde set på premiere morgenen, men ikke helt kunne se hvor stor den var. Det mest karakteristiske var et meget høj opsats samt en flot ”færdig” sommerpels i en lys rødbrun farve. Fredag morgen så jeg igen bukken lidt i 6. Den havde ikke retning mod engen hvor jeg sad så jeg pürschede den i en time, inden den fik fært af mig og løb væk. Fredag aften var jeg på plads igen. Sad i hegnet ved de høje bøge og ventede fra lidt efter 19. Der var kun fugle at se indtil tæt ved kl. 21. Så begynde de første råer at vise sig. Både i grøften, men også lidt ude på engen, for de mere modige. En af de modige synes jeg så lidt speciel ud. Ved at bruge kikkertsigtet kunne jeg se at det var en buk med et par meget kraftige stænger som endte i en meget lille gaffel. Noget der nærmest kunne betegnes som en klov eller to tæer. Formodentlig en returbuk. Jeg fulgte den i kikkerten et stykke tid. Lidt over 21 besluttede jeg at hvis jeg ikke så andet inden 21:15 var det den som måtte lade livet. Ganske kort efter 21 blev returbukken pludselig meget opmærksom. Vendte 180 grader og gik målbevidst ind mod bøgene igen. Det var her jeg overvejede at skyde inden den forsvandt helt. Det var dog underligt at råerne ikke forsvandt. Jeg tog blikket fra kikkertsigtet og opdagede at årsagen var at "min" buk var kommet ud på engen. Den følte helt klart at returbukken ingen ret havde til at være på engen. I profil var det let at se den store men noget tynde opsats og den flotte rødbrune farve. Så var det da godt jeg ventede. Siddende på hug med godt fast anlæg med min trebenede skydestok var det nu der skulle tages en beslutning. Det var ikke udsigt til at han ville standse op, men mere forsætte efter returbukken. Det krævede ekstra overvejelse, da dette ville være mit første skud mod, om end ikke løbende buk, så en der ikke stod stille. Jeg fulgte roligt bukken, og klemte skuddet af. I braget kunne jeg set bukken tegne ved at trække alle fire ben op under sig og falde om på siden. Græsset er ikke så højt så jeg kunne tydeligt se bukkens dødskamp, som for mig virker som en evighed, men som i tid nok ikke har været mere end 10-15 sekunder. Endeligt blev der helt stille. Lidt surrealistisk med en død buk, mens 2-3 råer stadig står og kikker for at se hvad der er sket. Det varer dog kun til jeg rejser mig og går ned mod bukken. Den ligger ikke mere en 50 meter væk og er forendt i skuddet. Det er en dejlig følelse af tilfredshed og ro der sænker sig over en jæger når alt går op i en højere enhed på en smuk forårsaften på en eng omgivet af nyligt udsprungne bøge badet i solens sidste stråler.
18. maj kl. 21:10 Per Michael Jensen skriver at det var en sjov pürsch og at det var blevet aftalt at man skulle tage en af de små ud af produktionen - Det må man sige er blevet overholdt ;-) Mon den har fejet på et siv...

17. maj: Så oprandt dagen for bukkekaffe
...og dermed den gode tid, hvor sommeren nærmer sig. Imidlertid var vejrguderne mere med landmændene end bukkejægerne, idet kraftig regn havde trommet natten og morgenen igennem, ligesom det blæste meget. Det var da også kun få " hårde " hunde, der havde været på jagt samme morgen. Resten havde lige været oppe at kikke for derefter at finde læ under dynen igen. Efter en ordentlig omgang kaffe og morgenbrød blæste jagthornsblæserne til samling, hvorefter de 5 fremviste bukke blev æret endnu en gang. Skønt vejret var godt på præmieremorgenen var den generelle opfattelse, at der kun havde lydt forholdsvis få skud rundt omkring. Paraden kunne ligeledes tyde på et beskedent resultat i de første dage.Bukkene var skudt af Anders, Hans, Peder og Henning Kirkegaard, der stillede med 2 bukke. Bukken Anders havde skudt, havde et brækket bagløb ca. 18 cm. oppe over klovene, - sandsynligt efter skud fra en nabojæger samme morgen. Man kan ikke lade være med at tænke sit, når man ser sådan noget. Der er stadig nogen, der tager dumme unødige chancer uden hensyn til andre end dem selv. Tillykke med bukkene til de, der har været heldige indtil nu. Fortsat knæk og bræk og HUSK stadig på sikkerheden og den gode våbenbetjening. (Tekst og foto, Finn Oxfeldt).
16. maj: Store Juleaften... Der lød skud og jeg har også set en død buk, men ellers er der ikke kommet beretninger til denne side. Der hvor jeg jager, var det en rigtig flot morgen, masser af hundyr - råer og smaldyr. Desuden de der gode oplevelser med en der kommer rigtig tæt på, en hare der gør det samme og masser af fugle - duer, ænder, gæs, fasaner, spurve og mejser og endda en sortspætte. Set en enkelt buk, den ville nok tabe til en spidset blyant og var desuden mere end 250 meter væk. Vores nabo havde skudt en ulige 6-ender, første skud havde truffet stort set lige mellem stængerne - det er ikke nemt med snelle.... - andet skud var sat som det skulle sidde. Så var der kaffe og det informative samvær som er en del af sjælen... Er lige gået til pc-en og der er ikke nogen vi kender, som har meldt om buk. Håber vi ses til bukkepral i morgen torsdag i klubhuset på Billesborgvej fra kl. 8. Alle er velkomne! Husk at sende billeder og beretninger - også om oplevelser der ikke ender med noget på tasken!