Bukkeoplevelser 2007
Her er der plads til dine oplevelser............. Knæk og Bræk!!
Bukkeoplevelser 2006
(Her kan du se bukkene fra 2005 - klik her)
5. juli: Efter 14 dage i det Franske fik jeg allernådigst tilladelse af OGK (Over General Kommandoen) til at tage en tur på jagt. d. 5. Juli Kl. 4.45 faldt skuddet.
Jeg var tidligt at sted til fods og kom fra den asfalterede vej og gik et lille stykke ind på marken, tæt ved skoven. Der var som sædvanligt mange råer. Med flittig brug af kikkert så jeg endelige en buk. Tidligere havde jeg set samme buk i samme område, da den var let genkendelig på sin lyse opsats. For en gangs skyld kom alle mine moderne hjælpemidler i brug. Den tre benede skydestok blev stillet an, sigteøvelser lavet, sammen med yderlig identifikation med kikkert og kikkertsigte. Det var stadig for tidligt (ca. 10 minutter før solopgang) at skyde, så nu kunne jeg blot vente og håbe på at bukken placerede sig gunstigt.
Efter 15 minutters utålmodig venten stod bukken flot med siden til. Med et hurtigt check på afstandsmåleren konstaterede jeg, at der var 138 meter til dyret. For mig et langt skud, men med et Guld riffelmærke med 60 point og forholdene iøvrigt, noget jeg følte mig sikker på at magte. Op med riflen, huske vejrtrækning, sigte og klemme skuddet forsigtigt af. Umiddelbart efter skuddet kigger ALLE dyr på engen op, ser sig omkring og løber larmende i enhver tænkelig retning. Jeg koncentrerer mig om retningen jeg har skudt for at se om bukken løber. Bukken stod på en plet med græs om til maven, så jeg burde kunne se den. Der er ingen tegn på bevægelse.
Jeg tager pejling mod den gruppe af træer som var bag dyret, afmærker min "standplads" og begynder at gå. Kigger jævnligt bagud for at sikre jeg holder en ret linie. Da jeg kommer til det som jeg mener er skudstedet, begynder jeg at søge i cirkler. Ikke noget dyr! Jeg prøver igen. Intet dyr, ingen hår eller blod. Har jeg ramt forbi? Udvider spiralen yderligere uden at finde noget - det er jo på en eng. Det er nu jeg er gennemblødt af morgendug fra det høje græs. OK, det kan snyde med retningen, så jeg flytter yderligere til venstre og starter forfra med at gå i spiral. Halvt igennem spiralen ligger dyret. Forendt i skuddet, med et indgangshul 15 cm under ryggen og udgangshul 20 under ryggen på størrelse med et knyttet hånd. Da jeg brækker dyret kan jeg se at toppen af hjertet er væk. Det er med lettelse og selvfølgelig stor tilfredshed jeg bærer dyret til vejen og henter bilen. Dejlig morgen, JA, som altid - RIGTIG DEJLIG! - når jagten er gået godt.
Giesegaard, Maglebjerg - Jan Bo
3. juli: "DENGANG DA JEG VAR LILLE!"
Da jeg som knægt rendte med min far og Mogens på jagt, drømte jeg om en dag at få min helt egen jagt. Dette gik i opfyldelse som 16-årig, da et kært medlem af min kones familie lod mig skyde krager på hans gård i Søllerup ("Harrys"). Gården var mit fristed, og som årene gik, tilbragte jeg mange vidunderlige timer på dette guddommelige sted. Jeg mindes det første år, hvor der var raps på marken, og råvildtet sprang mig om ørerne - hvor ville jeg dog gerne skyde en buk her en dag - men det krævede selvfølgelig først riffeltegn m.m. Riffeltegnet, forbiskud, uheld og held fulgte, men buk på "Harrys gård" så jeg aldrig!
I år lød det fra jungletrommerne, at flere havde set en buk på "Harrys", når de kørte forbi - og ikke at forglemme de nye ejere af gården, der var godt gale på bukken, idet den havde splittet deres nyplantning totalt ad. Skulle det være i år, ca. 17 år efter jeg første gang kom der på jagt, at jeg skulle være heldig at få bukken? Jeg så efter fejninger, skrab m.m. men fandt intet. Trods dette gjorde jeg op med mig selv, at det alligevel skulle prøves af. 1. gang så jeg en rå, men ellers skete der intet i hvedemarken eller langs hegnet. Sidst i juni måned havde jeg sat mig for, at om aftenen ville jeg prøve igen. Mathias var ikke hjemme, så jeg gik ud fra, at det var let at få udgangstilladelse efter aftensmaden - men nej – Kristina var af den overbevisning, at det var lige vejr til at køre en tur langs vandet, så bukkejagt blev der ikke noget af. Aftenen efter var der hundetræning. Jeg havde lagt riflen i bilen for om ikke andet at sætte mig ud efter træningen, selvom det kun ville blive til en times tid. Som sagt så gjort - klokken 20.45 satte jeg mig på plads - intet skete - okay tænkte jeg, det var nok bare en skrøne med den buk!
Lige med et ser jeg hovedet af et dyr ca. 150 m. fra mig i sprøjtesporet i hvedemarken - feberen begyndte, op med kikkerten - en rå! Dyret var nervøst og så sig hele tiden tilbage - fint, bukken måtte være bag hende - men nej, intet viste sig. Et stykke tid senere så jeg et dyr bag råen - bukken? Nej – intet imellem ørerne på den heller - mærkeligt, jeg mente nu ikke at 2 smaldyr skulle give hinanden så megen opmærksomhed. Dyrene kom langsomt imod mig. Da de var ca. 100 m. fra mig, så jeg, at der alligevel var noget mellem ørerne på det bagerste dyr, men for mig at se kun 1 stang. Dyrene kom stadig nærmere - feberen steg - jeg havde kun halsen at skyde på, og med mine evner med en riffel havde jeg sat mig for, at på halsen ville jeg ikke skyde.
Pludselig sprang råen på tværs af hvedemarken og hen til hegnet 20-30 meter fra mig - bukken røg efter hende, og der stod de så lige så fint på række - ingen mulighed for at skyde, da jeg så tillige ville have ramt råen! Få sekunder efter forsvandt råen i hegnet, og jeg lod kuglen gå, bukken faldt forover ind i hegnet - jeg repeterede - bukken kom direkte imod mig med 120 km. i timen - 5 meter foran mig faldt han i de høje brændenælder - jeg kunne høre og se på brændenælderne, at der stadig var liv i ham - hvad gør en klog, og hvad gør Michael? Jeg var klar, hvis han skulle rejse sig – så blev der ro - men belært af bitter erfaring, skulle jeg ikke nyde noget af at gå til bukken.
Zindy sad i bilen – jeg turde ikke hente hende - godt mobiltelefonen er opfundet. Jeg ringede til Mogens, da jeg var helt overbevist om, at han ikke havde andet at lave en onsdag aften, end at hente Zindy i bilen og komme over til mig i tårnet - det ville han heldigvis gerne, så 15 minutter senere kom Mogens og Zindy gående langs hegnet og kort efter stod vi alle 3 ved siden af bukken, der var forendt - så jeg havde lokket Mogens ud af den varme sofa uden grund!
Bukken var ikke en enhjørning - den anden stang var 2 cm lang og lå hen langs hovedet. Fjols! Vil mange sikkert sige, hvordan kan man skyde så lille en buk? Jeg kan kun sige, at det, at jeg fik lov til at skyde en buk på "Harrys", gjorde, at en af mine drengedrømme gik i opfyldelse!
Michael
17. juni kl. 6:00: Peter Vilstrup. Rosenfeldt (Knudshoved Odde). ”Jeg måtte pürsche udenom en mindre buk der gik foran denne her. Den står i en frømark og forsvinder efter skuddet – begik den fejl at gå langs marken i stedet for at gå direkte i skudlinjen. Det medførte at jeg begyndte at lede på må og få og måtte have hunden til at finde den – stendød, men 40 meter kortere end jeg var begyndt mit søg i den ensartede store mark. Den var i øvrigt fyldt med svælgbremser….!”
.JPG)
.JPG)
31. maj: Per Michael Jensen, Kruusesminde:
24. maj: Søren Stendahl, Sandbygaard:
22. maj: GODT
NABOSKAB, EN (U)LYDIG KORTHÅR OG HJÆLP FRA OVEN! Endelig blev det 16. maj.
Som vanlig drog jeg til Søllerup for at nyde morgenstunden. Der var ikke gået
længe, før et dyr kom ud fra skoven - Dyret, en spidsbuk i ørehøjde, var meget
lille og forpjusket. Bukken gik ca. 100 m. fra mig i en halv times tid, inden
han igen gik i skoven. Efter bukken var væk, ræsonnerede jeg lidt over bukken -
jeg burde jo nok have skudt ham, han var umiddelbart ikke værd at lade indgå i
avlen, så jeg bestemte mig for, at fik jeg chancen igen, ville jeg tage den.
Endnu en buk så jeg denne morgen samt en mere om aftenen men på skud var de
ikke! Noget måtte der gøres, så næste dag havde jeg besluttet mig for at ville
bukkene ikke komme til mig, ville jeg komme til dem. Som sagt så gjort. På
skydebanen havde jeg, efter kyndig vejledning fra Finn, øvet mig i at skyde
siddende med anlæg på jagtstolen, så det turde jeg godt prøve i praksis. PÅ vej
på plads ser jeg 1 dyr midt i folden, BUKKEN, mig ned på maven og i bedste
indianerstil får jeg mavet mig ind på ca. 100 m., op med jagtstolen finder
bukken i kikkerten, korrigerer lidt ned, da min siddende skydning satte kuglerne
ca. 10 cm. højere på skydebanen, BANG! græsset sprøjter op bag bukken - han blev
ikke engang bange! Nå så var jeg færdig med det pjat uden fast anlæg, så jeg
fortrak til tårnet. Ikke længe efter kommer spidsbukken ud fra skoven. Skulle
jeg virkelig være så heldig at skyde ham samme aften, som jeg havde skudt forbi
til en anden? Så vokser træerne da ind i himlen. Pludselig løber bukken med 400
km/t direkte imod mig og stopper med siden til. Jeg skyder, bukken falder
forover, rejser sig, løber 75 m falder og ligger og vifter med bagbenene (jeg er
fuldstændig sikker på at det var de sidste krampetrækninger), men NEJ bukken
rejser sig og løber i skoven (da han løber, kan jeg se forbenet "dingler" helt
oppe ved skulderen).
Fuld
af selvbebrejdelse over ikke at have skudt igen, fumler jeg Hennings tlf.nr.
frem. Han har ikke tid, men arrangerer hurtigt en anden schweisshundefører. Vi
kan ikke finde schweiss på skudstedet, så han prøver i stedet at få hunden til
at tage sporet op, hvor bukken gik i skoven. Det var nu meget mørkt, og vi
beslutter os for at forsøge igen næste morgen, hvor Henning tillige kan deltage.
Næste morgen mødtes vi igen. Nu bliver der fundet ganske lidt schweiss men
desværre ikke nok til, at hundene kan tage sporet op, så vi må lukke af med
uforurettet sag. I mellemtiden har jeg haft kontakt til "ISO Kaj" m.fl., som
lover at holde øje med bukken. Dagene går, men bukken ses ikke. Jeg selv er
overbevist om, at den er død. Lørdag er der bukkepral i foreningen, og som dagen
skrider frem, bliver vi enige om at gå skovstykket igennem om søndagen om ikke
andet for bare at prøve en sidste gang - en stor tak til skoven for denne enorme
gestus! Søndag eftermiddag mødes Christian, Carsten, Kaj og jeg i skoven.
Christian har lagt en plan, og snart er vi på vej. Da vi når området, hvor
bukken gik i skoven, hører jeg Christian kalde. Det viser sig, at Carstens hund
har lettet bukken, som hunden spontant respekterer, velopdraget som den er.
Bukken er nu væk igen, men jeg prøver at slippe Zindy. Zindy tager straks
sporet, og kort tid efter kan vi høre, hun har bukken. Lidt efter står jeg ved
siden af den lille buk, som har fået så mange tanker - Gud ske tak og lov for,
at det gik godt, det er faktisk for godt til at være sandt. Den taknemmelige
bukkejæger - Michael Sørensen
18. maj - ikke modtaget nogen endnu, men her er så en historie fra Polen, der er god at få forstand af:
DIN ER MAGTEN! Morgenjagt, godt vejr og store vidder - har trasket 3 km og set flere råer, går over en bakke og så står der en pæn buk i skovkanten - Min polske stalker giver grønt lys og så er det jo op til mig at klare resten. Da jeg får bukken i sigtekikkerten kan jeg konstatere at der ligger en masse grene foran bukken, derfor siger jeg nej til at skyde. Vi tager 50 meter op ad en lille bakke i sprøjtesporet og så står der 3 bukke! Et par ufejede 1-års bukke og en pæn seksender, men ikke færdigfejet. Igen får jeg grønt lys, skydestokken stilles op, bukken findes i kikkerten og det gør en kirke og nogle gårde også... men jeg står på en bakketop og i sigtekikkerten er der helt klart kuglefang. Under al den tænkning og vurdering og vejen op og ned og plus og minus, får dyrene fært og så slipper jeg skuddet...... Det blev et rigtigt overskud, en stor støvsky rejste sig over bukken på den nederste del af den bagved liggende bakke. Det var karrierens første forbiskud til buk!!!! Lidt spekulativt går jeg (vi) videre og efter endnu et par kilometer med en del hundyr og ræve og fod af både vildsvin og kronhjort og kig på storke og traner, kommer vi lige rundt om kanten på en remise og konstaterer at en "Gute Bock" er på vej mod os gennem noget høj brak.. Skydestokken op, jeg lægger riflen i krydset - men da jorden er tør, skrider det ene ben ud,,,.. hurtigt får stalkeren sat benene mere solidt i den tørre jord, jeg lægger riflen klar, finder dyret og synes pludselig at bukken ikke er så stor alligevel. "Klein buck!" siger jeg, "Doch, schiessen!" siger han - Skuddet afgives og dyret falder på stedet. Stort tillykke fra den polske stalker! Da vi er 10 meter fra mit "kill" - rejser en stor buk sig 10 meter fra den nedlagte!
_small.JPG)
En meget lidt tilfreds stalker bringer trofæet til bilen, mens vi har fumlet med skydestokken har den store sat sig og en lille gaffelbuk i bast blev resultatet. Morale: Der er kun én ansvarlig ved en skudafgivelse og situationen skal analyseres hele tiden - også efter skuddet, men det er en anden historie....
17. maj: Mere regn og flere bukke!
Hej, her er den første danske buk i år fra min side. Den blev skudt kl 20:10 d.17 Maj, på en brakmark op til skov. Jeg kunne ikke skyde i skoven, men da den kom 30m ud på marken, faldt den for en perfekt kugle. Den tog en "æresrunde" på ca. 50m inden det var helt slut. Så yderligere spids og gaffel i bast, efter lukketid så jeg også faderen til de andre, men ham må vi kigge på senere.
MVH Torben Broløs.
---------------
16. maj: Det var en rigtig våd premiere! Det har nok smittet af på "resultaterne" Indtil videre har jeg faktisk kun fået 2 rapporter, til gengæld fra den samme person:
"Jeg opdagede bukken i et levende hegn og det var et forholdsvist kort skud. Da skuddet var gået, kom den anden frem for at se hvad der skete - det skulle den ikke have gjort!" Per Michael Jensen, Kruusesminde.
Endnu en buk fra Per Michael Jensen, denne gang fra Sandbygaard.
15. maj: Bukke på programmet. Så går bukkejagten ind i Danmark, send venligst nogle billeder og også gerne nogle historier til mig. Som sidste år kommer der en speciel "praleside" på denne hjemmeside. Personligt er jeg lige kommet hjem fra Polen (mødte nogen fra foreningen på vej ned!). Så her er lige et par appetitvækkere:
